Formandsberetning 2019

Bestyrelsen.

Helt utraditionelt vil jeg starte med bestyrelsen. I det forgangne år har Asger Ringgard og Jørgen Møller trukket sig, og nu også Birte Reese og Knud Hansen, alle på grund af svigtende helbred. Vi er dem stor tak skyldig, fordi de så trofast i mange år har arbejdet for at videreføre Fredericia Musikforenings gode traditioner. Det har ikke været nemt at finde afløsere for dem. Jeg vil derfor rette en speciel tak til Lisbet Hårbøl og Ulla Skovgård, fordi I sagde ja til at overtage Asger og Jørgens arbejde og nu også har sagt ja til at lade jer vælge. Det er en fornøjelse at arbejde sammen med jer og føle jeres energi og gode humør. Der kommer andre nye bestyrelsesmedlemmer, og jeg ser frem til at fortsætte det gode og positive samarbejde i hele bestyrelsen. Tak til jer alle.
Vi har i sidste sæson haft 6 bestyrelsesmøder. Vi arbejder løbende med planlægning af næste sæsonprogram, hvor vi tager hensyn til høj kvalitet og variation, både i musikvalg og instrumenter. Vi skal også planlægge den enkelte koncert. I den forbindelse vil jeg nævne, at vi fortsat har et godt samarbejde med Fredericia Gymnasium og Trinitatis Kirke. Vi samarbejder også med Middelfart Bibliotek, så vi kan støtte hinanden og ikke udkonkurrere hinanden.

 6 Koncerter 18-19

I år har alle vores koncerter været i Tøjhuset. Vi møder altid stor imødekommenhed, både fra ledelsen, Thomas, som hjælper med det tekniske, og de frivillige i baren. Tøjhuset er et dejligt sted og bliver rost af mange musikere. En stor tak for det gode og smidige samarbejde.

4.10.18

Copenhagen Piano Quartet (60 tilhørere)
En flot, energisk og ung fortolkning af bl.a. Beethoven og Brahms

15.11.18

Afiara String Quartet (Toronto) (70)
Igen havde vi en stor aften med musikere der spillede, som gjaldt det livet. Schubert, Tanejev, Sjostakovitj

7.1.20

Nytårskoncert m Odense Symfoniorkester. (aflyst)
For første gang måtte vi aflyse denne koncert pga. scenografien til Tarzan på Fredericia Teater. Det ville blive for økonomisk risikabelt at afholde koncerten i eksempelvis Idrætscentret. Det kan nævnes, at vi satser på nytårskoncert i 2020, en tradition for byen, vi gerne vil sørge for bliver videreført.

20.1.20

Trio con Brio (150)
Det var en stor fornøjelse igen at byde velkommen til denne trio, som med musikalsk overskud og formidabelt samspil tryllebandt det store publikum. Koncerten er arrangeret i samarbejde med FG, og det var en stor fornøjelse at se så mange unge mennesker blandt publikum.
Haydn, Beethoven, Ravel.

17.3.20

Randers Kammerorkester (35)
En fin koncert med 2 kvintetter og en nonet, der havde volumen som et lille orkester.
Vi nød engelsk musik: Williams, Bliss og Stanford

21.3.20

Århus Piano Competition (35)
Allerede ugen efter havde vi besøg af 5 deltagere fra Klaverkonkurrencen. Det er deltagere fra den yngste gruppe, som ikke kommer med i finalen. Som deres ledsagere, der er konservatorieuddannede sagde: alle 42 deltagere er dygtigere end os. De imponerede, både teknisk  og i deres musikalske forståelse af værkerne de spillede.

4.4.19

Richard Cionco, Californien (40)
Steinway flygelet følte sig i gode hænder. Steinwaypianisten Richard Cionco kom hele vejen fra Californien. Han spillede varmt og lyrisk, især hans fortolkning af Janacek skal fremhæves. Og for os nordboere var det en fest at lytte til cubansk musik.
Beethoven, Lecuona, Janacek

Det skal nævnes, at vores gode anmelder Lars Zachariassen desværre ikke længere skriver om vores koncerter i Fredericia Dagblad. På opfordring lykkedes det at få denne koncert anmeldt. Vi arbejder på at få næste sæsons koncerter beskrevet i avisen.


Som I kan høre, har vi igen haft en sæson med fremragende koncerter. Derimod er publikumstal meget svingende, lige som medlemstallet er dalende. Det er usikkerhedsfaktorer at arbejde med, da vi må træffe aftaler med ensembler i rigtig god tid. Så vi arbejder stadig på at finde ud af, hvordan man får flere til at komme og deltage i de smukke oplevelser, bl.a. har nogle af os deltaget i et seminar om problemer og muligheder for os i kammermusikforeningerne. I hvert fald skal der rettes en stor tak til Fredericia Kommune, som altid med velvillighed lytter til os, og som gør det muligt for os at fortsætte arbejdet med at arrangere koncerter.

Også tak til Statens Kunstfond og Danske Bank for støtte til vores koncertvirksomhed.

Marie Fink-Nielsen