2004 – 2005: Faurés Requiem

Gabriel Fauré (1845 – 1924) indtager en særstilling blandt datidens komponister. Han afskyede den voldsomme nytyske musik, og på den anden side følte han sig heller ikke videre tiltalt af den stemningsskabende impressionisme hos den samtidige Debussy. Fauré ville enkelthed og skønhed, og det finder vi frem for alt i hans Requiem.

Hvor Mozart og Verdi i deres requier beskriver dommedags rædsler med stor dramatisk kraft, lægger Fauré vægt på frelsen, på livet efter døden. Det voldsomme Dies Irae-afsnit er næsten forsvundet, tilbage er kun det idylliske Pie Jesu, sunget af en lys sopranstemme.

Værkets 7 satser er for det meste ganske korte, og med en tilbageholdt, sart karakter. Først ved bønnen Libera me, Domine – Fri mig, Herre fra den evige død – vokser korets sagte hvisken til et voldsomt råb om nåde og frelse. Men frelsen og livet efter døden er nær, og han tilføjer en drømmeagtigt svævende sats om englene i Paradis: In Paradisum.

Fauré lavede to udgaver af orkestersatsen. Udgaven for kammerorkester er den oprindelige. Først i år 1900 udvidede han orkestersatsen til fuldt symfoniorkester.

Requiet blev skrevet i 1887-88 under indtryk af forældrenes død. Da Fauré selv døde 4. november 1924 blev hans Requiem opført ved bisættelsen til minde om denne særegne og beskedne franske kunstner.

Københavns Yngre Strygere hører til eliten blandt danske strygerorkestre. Orkesteret består at ca. 30 musikere i alderen 15-30 år, fortrinsvis musikstuderende fra Det Kongelige Musikkonservatorium og desuden talentfulde amatører. Siden oprettelsen i 1992 har orkesteret optrådt i Italien, Frankrig, Slovakiet, Tjekkiet, Østrig, Tyskland, Irland, Sverige og Norge. Orkestret har også lavet et par CD-indspilninger med musik af Grieg, Carl Nielsen og Poul Schierbeck.
Hjemmeside: www.k-y-s.dk

Morten Ryelund (født 1970) har studeret direktion hos professor Alexander Polischuk ved konservatoriet i Skt. Petersborg. Han er uddannet violinist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har sideløbende med konservatorieuddannelsen modtaget undervisning i direktion hos bl.a. Jorma Panula, Markus Lehtinen, Frans Rasmussen og professor Dan Oluf Stenlund.

Morten Ryelund er medstifter og fast dirigent for Københavns Yngre Strygere. 12 års arbejde med dette ensemble har givet ham stor erfaring og et dybtgående kendskab til stryger-sammenspil, og netop hans beherskelse af, og evne til at skabe strygerklang, betegnes af mange som helt unik. Han har desuden oprettet det professionelle kammerorkester Copenhagen Chamber Orchestra. Pladeselskabet Classico er blevet så begejstret for orkestrets spillestil, at det har opfordret Morten Ryelund til, sammen med CCO, at indspille en samlet udgave af Beethovens ni symfonier. Den første cd er netop udkommet.

Hjemmeside: www.ryelund.dk