2022 – 2023 Halvcirkel

Torsdag den 12. januar kl.19.30
Fredericia Gymnasium, Nørrebrogade 88, Fredericia

 

Halvcirkel

Strygekvartetten Halvcirkel udfordrer den gængse måde at tænke den klassiske musik på. Halvcirkel stræber efter at frigøre sig fra regler og idealer om, hvad en strygekvartet er. Gruppen har hovedsageligt beskæftiget sig med nyere klassisk musik og improvisation.
I 2020 udvalgte Statens Kunstfond gruppen til Den Unge Kunstneriske Elite, der er et udviklingsprogram for de største nye kunstneriske talenter.

Medlemmerne af gruppen er: Bettina Ezaki, violin – Isabelle Bania, violin – Mika Persdotter, bratsch – Nicole Hogstrand, cello.

Kvartetten vil hovedsageligt spille værker af de amerikanske komponister Terry Riley (1935) og Caroline Shaw (1982). Desuden spiller de et par arrangementer over sange af Carl Nielsen og nogle af deres egne kompositioner, der snart bliver udgivet på cd. 

Bestyrelsesmedlem og musiklærer på Gymnasiet Ulrik Hofman Bøegh vil give en introduktion til koncerten kl. 18.45.

Entré: For medlemmer: 100 kr. For øvrige: 150 kr. Børn og studerende har gratis adgang.