2005 – 2006: Jalina Trio

Fredericia Musikforening havde i 1998 en koncert med Jalina Trio. På det tidspunkt var de tre piger ganske unge og ensemblet havde kun eksisteret i et par år, men alligevel var det en koncert, der gjorde indtryk. Bestyrelsen var ikke i tvivl om, at det var et ensemble vi skulle høre mere til. I de forløbne syv år er der naturligvis sket yderligere en stor udvikling.

Trioen har siden oprettelsen bestået af søstrene Line og Janne Fredens på violin og cello og pianisten Natsuki Fukasawa. Sidstnævnte har imidlertid i en årrække været bosat i Californien. Det giver naturligvis mange praktiske problemer og begrænser mulighederne for at give koncerter. Koncerten i Fredericia bliver da også med en anden pianist, nemlig Marie Rørbech. Marie Rørbech og Janne Fredens spiller i forvejen sammen i Hafnia Klaverkvartet, der gav koncert i Fredericia Musikforening i sidste sæson.

Ved sidste års klassiske ”Danish Music Award” blev Marie Rørbechs indspilning af sonater af Haydn valgt som ”Årets danske udgivelse” og Jalina Trio vandt i kategorien for kammermusikudgivelser for deres cd med trioer af Mendelssohn og Brahms. Anmelderne syntes da også at den stod sig godt i sammenligning med udenlandske berømtheders fortolkninger, fordi de spiller med den rette blanding af ungdommelig begejstring og erfaren musikalitet ” Så frisk spiller de. Så frygtløst. Meget smukt og meget dramatisk”. Trioen har udsendt yderligere to cd´er. De er begge med nyere danske klavertrioer.

Jalina Trio har vundet 1. og 2. priser ved adskillige konkurrencer bl.a. i Italien og Japan. Trioen har givet koncerter i England, Ungarn, Italien, Japan, Australien og USA. På en turné i Californien har trioen været solister i Beethovens triplekoncert.

Line Fredens havde debutkoncert fra solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1997. Hun har været ansat i Malmö Symfoniorkester, men er fra i år koncertmester for andenviolinerne i Radiounderholdningsorkestret.

Janne Fredens afholdt først sin debutkoncert i februar i år. Thomas Michelsen anmeldte den i Politiken med ord som: ” Debutanten har musikerhjerte og en stor, dejligt fri tone. Ingen tvivl om, at vi i Janne Fredens oplever et nyt centralt navn blomstre frem i dansk musikliv”. Hun er ansat i Radiosymfoniorkestret.

Marie Rørbech blev allerede som 17-årig optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Efter at have vundet flere klaverkonkurrencer tog hun i 1997 diplomeksamen, og tre år senere debuterede hun fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium. Siden har Marie Rørbech optrådt med de fleste danske symfoniorkestre. Hun blev udvalgt som Årets DR Kunstner i 2002/2003.

Program:
Haydns klavertrio i e-mol (Hob.XV:12)
Gades klavertrio i F-dur Op.42
Brahms´ klavertrio i H-dur Op.8