2009 – 2010: Hanns Eisler Quintett

Musikhochschule Hanns Eisler i Berlin har ry for at være Tysklands fornemste musik-konservatorium. Det kan derfor tiltrække de mest talentfulde unge fra store dele af verden. Professor i kammermusik, den amerikanske cellist Wayne Foster Smith, underviser således en gruppe elever, der kommer fra Danmark, Spanien, Holland og U.S.A.

Wayne Foster Smith (cello) er uddannet bl.a. på Juilliard Scholl of Music. Han har assisteret Juilliard kvartetten og været medlem af Newberry String Quartet. Wayne Foster Smith har været i ledelsen af Aspen Music Festival i Colorado. Han har undervist på forskellige amerikanske universiteter før han blev tilknyttet konservatoriet i Berlin.

Susanja Nielsen (1.violin) er født i 1986. Hun begyndte at få undervisning i klaverspil som 4-årig, og violin som 7-årig efter Suzuki metoden. Allerede 9 år gammel optrådte hun første gang med Randers Kammerorkester. Hun har tidligere studeret hos Anker Buch, Helge Slaatto og Christina Åstrand. På Edsberg Instituttet ved i Stockholm og nu på Hochschule Hanns Eisler får hun undervisning af professor Ulf Wallin.
Susanja Nielsen har vundet flere 1. priser, bl.a. i ”Unge spiller Klassisk”, Jakob Gade violinkonkurrencen og ”Solofonipriset” i Helsingborg. Hun har været solist med bl.a. Århus Symfoniorkester og Helsingborg Symfoniorkester.

Joaquín Páll Palomares (2. violin) er født i 1987 i Murcia i Spanien. Han begyndte at få violinundervisning af sine violinistforældre da han var seks år. Siden har han fået sin undervisning i sit andet hjemland Island. Han har været koncertmester for ungdomsorkestre og spillet med Orkester Norden og Islands Symfoniorkester. Han fik sin solistdebut med Murcias ungdomsorkester 11 år gammel. I 2008 var han solist i Sibelius´ violinkoncert både med Islands Symfoniorkester og symfoniorkestret i Alicante.

Joost Keizer (bratsch) er født i 1985 i Holland. Han begyndte at spille violin, da han var fire år gammel og skiftede til bratsch som 13-årig. Joost har været leder af bratshgruppen i NJSO, der er Hollands nationale ungdomsstrygeorkester. Han har allerede assisteret i adskillige orkestre, senest i Concertgebouw og Berlin Filharmonikerne. Han har deltaget i den berømte Aspen Music Festival i USA tre gange. Joost er også en erfaren kammermusiker. Han har spillet med forskellige grupper, der har turneret i udlandet. Ved Peter den Store festivalen har han fået førstepris, der tildeles unge musikere for ekseptionelt spil.

Beatriz Linares (cello) er født i Madrid i 1984. Hun begyndte at spille som 7-årig. Hun har gået på konservatorier i Madrid og Manchester. Beatriz har været koncertmester for cellogruppen i Madrids og Spaniens ungdomsorkestre og har også spillet i de professionelle orkestre Madrids Symfoniorkester og Spaniens Radioorkester. Hun har priser ved adskillige konkurrrencer.

David Kaplan (klaver) er fra New York. Siden debuten som niårig har han optrådt flittigt som solist og kammermusiker. Han har spillet i nogle af New Yorks kendte koncertsale og på festivaler rundt om i USA. Han er særlig interesseret i ny musik og har ofte uropført nyskrevne værker. Han har bl.a. to gange spillet nye klaverkoncerter på Tanglewood Festivalen. På hans hjemmeside kan man se, at han også har Hans Abrahamsens klaverkoncert på repertoiret. I Berlin udforsker han nye måder at sammensætte programmer med både gammel og ny musik. Sideløbende hermed får han undervisning i direktion.

Program:
Johannes Brahms: Klaverkvintet i f-mol, opus 34

Brahms arbejdede på sin klaverkvintet i f-mol i flere år før den fik sin endelige form i 1866. Den første version var for strygekvintet og den anden for to klaverer. Efter at dirigenten Hermann Levi og Clara Schumann havde spillet den, opfordrede de Brahms til at revidere den endnu en gang, for at det rige musikalske stof bedre kunne komme til sin ret.

Franz Schubert: Kvintet for 2 violiner, bratsch og 2 celli i C-dur, Deutsch 956.

Schubert skrev den store strygekvintet i sit sidste leveår 1828. Den bliver betegnet som et mesterværk, der udgør kronen på værket indenfor Schuberts kammermusik. Han udvider strygekvartetbesætningen med en ekstra cello, som han udnytter til at skabe nye, dristige klangmuligheder.