2009 – 2010: Karl Leister og Henschel Quartett

Musikere i verdensklasse gæster Tøjhuset torsdag den 19. november kl. 19.30 når Fredericia Musikforening kan byde velkommen til Karl Leister og Henschel Kvartetten. Det bliver den eneste koncert udenfor Københavnsområdet. Danmarks Radio har spurgt om lov til at optage koncerten.

leister-webDen tyske klarinettist Karl Leister er én af den klassiske musikverdens fornemste og mest respekterede musikere. Allerede i 1959 indtog den unge Karl Leister pladsen som soloklarinettist ved Berliner Filharmonikerne, hvor han i de følgende 30 år havde et tæt og engageret samarbejde med chefdirigenten Herbert von Karajan. Karajan indspillede mængder af plader i denne periode. På den måde er Karl Leisters klarinetklang blevet velkendt af alle, der lytter til klassisk musik. Leister har også indspillet klarinetkoncerter med Karajan og Filharmonikerne. Den mest kendte er Mozarts klarinetkoncert.
Karl Leister har også været en flittig kammermusiker. Hans smukke, indfølte tolkning af Brahms´ klarinetkvintet er ikke overgået. Han har indspillet den adskillige gange. Den er naturligvis på programmet ved koncerten med Henschel Kvartetten.

henschel-webDen tyske Henschel Quartett regnes blandt en af verdens førende strygekvartetter. Kvartetten er et familieforetagende, idet den består af tvillingebrødrene Christoph og Markus Henschel (begge violin), og storesøsteren Monika Henschel (bratsch). I 1994 lykkedes det gruppen at knytte den meget kompetente cellist, Mathias Beyer-Karlshøj til sig. De mange års samspil har gjort Henschel Kvartetten til et unikt ensemble, som har opnået anerkendelse overalt i verden.
Kvartetten vil spille Schumanns strygekvartet i a-mol og særligt spændende bliver en uropførelse af en strygekvartet Jesper Koch har skrevet til Henschel Kvartetten.

Kvartettens hjemmeside: www.henschel-quartett.de

Program:
Schumann: Strygekvartet i a-mol, opus 41:1 – Jesper Koch: Strygekvartet (uropførelse) – Tjajkovskij: Oktober fra Årstiderne (arr. for klarinet og strygere) – Brahms: Klarinetkvintet.