Søndag den 1. marts kl. 15.00
Tøjhuset, Gothersgade 34, Fredericia
Trio Fantasma
Merel Beelen, klaver, Josephine Franyó, violin, Magnus Franyó, cello.
Josephine og Magnus er søskende og har spillet sammen det meste af deres liv. De udviklede deres samspil gennem orkester- og ensemblespil. For Trio Fantasma begyndte det hele som et skoleprojekt. I 2020 blev Josephine, Magnus og den hollandsk-danske pianist Merel Beelen sat sammen til en Beethoven-fejring på Sankt Annæ Gymnasiums MGK-linje. Allerede ved første opførelse af Beethovens “Geistertrio” opstod der noget særligt. Det blev startskuddet til et samarbejde som hurtigt voksede sig til noget langt større. Efter deres første optræden gik de på jagt efter et navn. Valget faldt på “Fantasma” – italiensk for “spøgelse” – som refererer til ”Spøgelsestrioen”.
Trio Fantasmas medlemmer studerer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor de modtager kammermusikundervisning hos professor Tim Frederiksen og Jens Elvekjær.
I 2021 vandt trioen andenprisen ved ENKOR International Chamber Music Competition og i februar 2022 guldmedaljen ved Den Unge Kammermusikkonkurrence i Århus.
De tre unge musikere holder meget af at deltage i masterclasses for at samle inspiration og udvikle sig som ensemble. De har i den forbindelse modtaget undervisning af bl.a. Den Danske Strygekvartet, Trio Con Brio og Marianna Shirinyan.
Trioen modtog Léonie Sonning Talentpris i 2025. Med pengene, der følger med, har de nu fået yderligere mulighed for at tage på fælles masterclasses og deltage i internationale konkurrencer sammen.
Entré: For medlemmer: 100 kr. For øvrige: 150 kr. Børn og studerende har gratis adgang.
Program:
Ludwig van Beethoven: Klavertrio opus 1 nr. 1 i Es dur
Franz Schubert: Klavertrio nr. 2, opus 100 i Es dur
