Paizo Kvartetten spillede i Sct. Michaelis Kirke i forbindelse med 50´er-festivalen i 2002. De unge musikere gav en imponerende flot koncert, der desværre blev overværet af alt for få tilhørere. Musikforeningen har derfor lige siden haft et ønske om at give publikum en chance mere. Det bliver lørdag den 1. oktober kl. 19.30. Bemærk at det er på en ugedag, som musikforeningen ikke plejer at benytte som koncertdag.
Kvartettens navn betyder på græsk ”spillende” eller ”legende”.
Paizo Kvartetten blev dannet i 1999 af fire piger, der gik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. To af pigerne er senere skiftet ud med mandlige medlemmer. Den sidst ankomne er koncertmester Mikkel Futtrup, så hermed spiller to søskende sammen i kvartetten.
På konservatoriet modtog kvartetten undervisning af professor Tim Frederiksen og senere af Alban Berg Kvartetten. Desuden har kvartetten deltaget i masterclasses med bl.a. Amadeus Kvartetten. I 2001 var medlemmerne til kollektiv kammermusikeksamen og fik karakteren 13.
I 2000 vandt Paizo 1. prisen og Publikumsprisen ved Trondheims Internationale Kammermusikkonkurrence. Ikke nok med det: Paizo Kvartetten har trods sine medlemmers unge alder vundet en af verdens mest prestigefyldte kammermusikkonkurrencer: 4th Melbourne International Chamber Music Competition i 2003. Priserne sendte dem på turné i Australien og vil bane vej til optrædener på diverse internationale festivaler samt i bl.a.Carnegie Hall i New York, Wigmore Hall, London og Louvre Auditorium, Paris.
Allerede i 2002 blev den første cd udgivet med kvartetter af Beethoven – bl.a. den kvartet, der er på aftenens program.
Paizo Kvartetten har naturligvis også spillet flittigt herhjemme. Kvartetten var f.eks. sidste år husensemble i en koncertrække i koncertsalen ved Rundetårn, der gav en anmelder lejlighed til at bruge udtrykket ”tårnhøj kvalitet”. Ensemblet bliver karakteriseret således: ”kvartetten er for længst over det lovende. Den spiller vel bedre end nogen herhjemme”.
Mikkel Futtrup (violin)
Har været koncertmester i Radiosymfoniorkesteret og nu er koncertmester i Det Kgl. Kapel. Han har optrådt som solist med en række danske og udenlandske orkestre, ligesom han har indspillet værker med Radiounderholdningsorkesteret.
Han er født i Stockholm i 1971 og begyndte som 5-årig at spille violin hos Tove og Béla Detreköy. Han har studeret i Wien hos prof. Gerhard Schultz (Alban Berg Kvartetten) og i Ohio, hos prof. Almita og Roland Vamos. Mikkel Futtrup har vundet flere priser ved konkurrencer, heriblandt 3. pris i Carl Nielsen Konkurrencen. Han har spillet med Paizo Kvartetten siden marts 2003.
Kirstine Futtrup (violin)
Grundlagde Paizo Kvartetten sammen med Magda Stevensson i 1999. Hun blev født i København i 1980 og begyndte at spille violin allerede som 4-årig i Det Danske Suzuki-institut. Som 13-årig blev hun elev på Musikhøjskolens MGK og siden på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor hun studerede hos prof. Peder Elbæk. Hun har suppleret sin uddannelse med studier i Wien og i USA. Kirstine Futtrup har spillet koncerter i ind –og udland, og har været solist med Aarhus Symfoniorkester og Københavns Festival Orkester. Hun har modtaget Jacob Gades store pris og Sonys Talentpris og vundet Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums violinkonkurrence.
Magda Stevensson (bratsch)
Magda Stevensson er født i 1978 og opvokset Sverige hvor hun begyndte at spille violin som 6-årig. Som 16-årig blev hun optaget på Musikkonservatoriet i Falun og i 1997 blev hun elev hos prof. Peder Elbæk på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Senere fulgte to år på Hochschule für Musik und darstellende Kunst i Wien hos prof. Günter Pichler (Alban Berg Kvartetten). Hun aflagde diplomeksamen i violin på DKDM i 2002. Magda Stevensson har været koncertmester for Orkester Norden. Hun grundlagde i 1999 Paizo Kvartetten sammen med Kirstine Futtrup.
Toke Møldrup (cello)
Toke Møldrup har spillet med Paizo Kvartetten siden 2001. Han blev født i Århus 1980 og blev som 15-årig optaget på Det Jyske Musikkonservatorium. Han har deltaget i flere internationale cellokonkurrencer bl.a. Markneukirchen 2001 i Tyskland, UNISA 2002 i Sydafrika og i 1999 var han finalist ved Jeunesses Musicales International Competition og var solist med Beograds Filharmoniske Orkester. Toke Møldrup aflagde diplomeksamen med højeste udmærkelse fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2001 og efter studier hos Hans–Jørgen Jensen, professor ved Northwestern University i Chicago, blev han optaget i Solistklassen på DKDM hos professor Morten Zeuthen. Hans debutkoncert i marts i år blev rost til skyerne af anmelderne.
Program:
Joseph Haydn: Strygekvartet nr. 32 i C-dur opus 33 nr. 3: ”Fuglekvartetten”
L.v. Beethoven: Strygekvartet nr. 4 i c-mol, opus 18 nr. 4
Serge Prokofiev: Strygekvartet nr. 2, F-dur, opus 92. (1941)