Der bliver lejlighed til endnu et genhør med dansk cellospils nestor Erling Bløndal Bengtsson. Han bliver igen akkompagneret af den russiskfødte pianist Nina Kavtaradze.
Erling Bløndal Bengtsson er nu fyldt 74 år. Det er hele 60 år siden, han debuterede som solist foran et symfoniorkester. Han spillede dog offentligt første gang som 4 1/2-årig.
Bløndal Bengtssons pædagogiske arbejde har især været betydningsfuldt. Det tog sin begyndelse, da han som blot 19-årig overtog sin læremester Gregor Piatigorskys stilling på The Curtis Institute i Philadelphia. Som 21-årig vendte Bløndal Bengtsson tilbage til Danmark, hvor han virkede som lærer og siden hen professor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium gennem 37 år. Erling Bløndal Bengtsson sat sit umiskendelige præg på flere generationer – så meget, at samtlige cellister i Radiosymfoniorkestret på et tidspunkt var elever af ham. Fra 1990 har Erling Bløndal Bengtsson virket som professor på University of Michigan. I år er han trådt tilbage fra denne post for at kunne koncentrere sig om at give masterclasses og spille koncerter. Gennem årene er det blevet til utallige kammerkoncerter og orkesterkoncerter med verdens førende orkestre og dirigenter. Antallet af pladeindspilninger er næsten også utælleligt, men det er i hvert fald over 50.
Nina Kavtaradze er Erling Bløndal Bengtssons svigerdatter. Det var derfor nærliggende, at de i 1986 etablerede en duo, som siden har turneret over hele verden.
Nina Kavtaradze begyndte sin musikalske uddannelse som 6-årig i den berømte Centrale Musikskole for talentfulde børn ved konservatoriet i Moskva. Herfter blev hun elev på Moskvas Konservatorium hos professor Lev Oborin. Efter konservatoriet fortsatte hun sin kunstneriske virksomhed over hele det tidligere Sovjetunionen, USA og i de fleste europæiske lande.
Program:
Luigi Boccherini: Adagio og Allegro i A-Dur
Boccherini var selv cellist. Han begyndte at få undervisning af sin far allerede da han var 5 år gammel. Han har derfor skrevet en del musik for instrumentet. Vi får en smagsprøve med de to satser.
Robert Schumann: Tre Fantasistykker, opus 73
Schumanns dejlige fantasistykker fra 1849 bliver oftest spillet med en klarinet som soloinstrument, men Schumann gjorde selv opmærksom på at de også kunne spilles af enten violin eller cello.
Frederic Chopin: Sonate i g-mol, opus 65
Chopins cellosonate var hans sidste større værk. Han uropførte den med stor succes i Paris i 1847. Det blev hans sidste offentlige koncertoptræden. Chopin skrev næsten udelukkende værker for soloklaver, men også nogle få for cello og klaver.
Gabriel Fauré: Elegie, opus 24
„Elegie“ er skrevet i en periode, hvor Fauré var nedtrykt over at hans forlovede brød med ham.
Dmitrij Sjostakovitj: Sonate, opus 40
Sjostakovitj´ cellosonate fra 1934 er koncertens hovedværk. Det er oplagt at sætte det på programmet for at markere 100-året for komponistens fødsel. En russisk pianist af første rang som Nina Kavtaradze er desuden garant for en autentisk opførelse. Sonaten er skrevet i en stil, der minder om den han benyttede i de store symfonier.