2006 – 2007: Katrine Gislinge og Christina Bjørkøe

Torsdag den 14. september kl. 19.30
Tøjhuset

Fredericia Musikforening indleder koncertsæsonen med en klaveraften i Tøjhuset. Det plejer at betyde at en enlig pianist brillerer ved flyglet, men ved denne koncert bliver der lejlighed til at høre hele to af Danmarks bedste, yngre pianister: Katrine Gislinge og Christina Bjørkøe. De spiller både firhændige klaverstykker sammen og skiftes også til at spille.  

Program:
Maurice Ravel: Ma Mère l’Oye
Franz Schubert: Fantasi, f-mol, opus 103
Maurice Ravel: To stykker fra Miroirs (Christina Bjørkøe)
Claude Debussy: Images, bind I (Katrine Gislinge)
Antonin Dvorák: Slaviske danse, opus 46 nr. 2, 3 og 8.

Katrine Gislinge begyndte at modtage undervisning i en alder af seks år. Hun vandt i 1985 guldmedalje i Berlingske Tidendes Musikkonkurrence. Året efter blev hun som 16-årig optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor hun studerede hos Anne Øland. Efter diplomeksamen fortsatte hun i konservatoriets solistklasse, som hun har suppleret med studieophold i New York. Katrine Gislinge debuterede i 1992.
Hun er den første danske pianist, der har indspillet en cd for Deutsche Grammophon, der er det mest prestigefyldt klassiske plademærke.
Katrine Gislinge har samarbejdet med flere internationale stjernemusikere som f.eks. Gideon Kremer og Emmanuel Pahud.
Katrine Gislinge afholder med jævne mellemrum mesterkurser – senest ved den internationale klaverfestival i Helsingborg.
Hun har desuden deltaget i dokumentarfilm og fjernsynsudsendelser. Hun var således i dommerpanelet i ”Spil for livet” – en reality-serie på DR2, hvor unge klassiske musiktalenter kappes om at komme i finalen. I denne sommer er hun medlem af juryen i Tivolis internationale klaverkonkurrence.

Christina Bjørkøe er født i 1970 og dermed et år yngre end Katrine Gislinge. Hun begyndte at spille klaver som 5-årig. Therese Koppel underviste hende indtil 1990. Herefter fulgte studier hos Seymour Lipkin på Juilliard School i New York og på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Anne Øland. Hun debuterede som solist i 1997.
Christina Bjørkøe vandt i 1987 og 1990 førstepræmie i Steinway-konkurrencen. I 1995 repræsenterede hun som finalist Danmark ved Nordisk Solistkonkurrence i Reykjavik.
Hun optrådte som solist med orkester første gang som 16-årig og har siden været solist med de fleste danske symfoniorkestre samt orkestre i Sverige, Island, Tjekkiet og Brasilien.
I Tivoli har hun spillet store koncertserier med klaverværker af Beethoven, Chopin og Schubert.
Christina Bjørkøe har medvirket i flere indspilninger af kammermusik. Som solist har hun indspillet Mozarts klaverkoncerter nr. 21 og 23 med Det Tjekkiske Kammerorkester. Cd´erne med soloklaver omfatter Bachs Goldbergvariationer, Chopins 24 præludier, klaverværker af Clara & Robert Schumann samt Knudåge Riisagers klaverværker. For denne indspilning modtog hun i 2005 P2 prisen – Danish Music Award for bedste klassiske soloudgivelse. I år er hun også nomineret. Det er med en indspilning af sonater af Niels Viggo Bentzon.
Christina Bjørkøe er ansat som docent ved Det Fynske Musikkonservatorium.

Entré: 110 kr. For medlemmer: 80 kr.