2006 – 2007: Trio Ismena

tre_killingerTrio Ismena består af Monika Malmquist,violin, Ida Nørholm,cello og Christine Raft, klaver.

Monika Malmquist studerer i solistklassen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Prof. Serguei Azizian.
Monika afsluttede sin diplomeksamen fra DKDM i 2005, og har ydermere en Performance Diploma degree fra Oberlin Conservatory of Music, USA. Hendes tidligere lærere inkluderer Kgl. koncertmester, Lars Bjønkjær, samt Prof. Milan Vitek.

Ida Nørholm afsluttede diplomeksamen på DKDM dec. 2005. Ida har også studeret et år i Groningen, Holland, hos Prof. Jan-Ype Nota. Hun har igennem sin studietid studeret hos bl.a. Prof. Troels Svane, Stanimir Todorov og senest hos Kim Bak Dinitzen.

Christine Raft har studeret på DKDM hos Docent Bohumila Jedlikova og afsluttede med diplomeksamen i 2006.
Christine har også haft to studieår i Frankrig hos Prof. Rena Shereshevskaya. Tidligere studier ved Therese Koppel, Anne Øland, samt Niklas Sivelöv.

Trio Ismena blev dannet sommeren 2004 med støtte fra professor Tim Frederiksen, som trioen modtager fast undervisning af. Allerede efter et halvt års sammenspil opnåede de højeste karakter ved deres kammermusikeksamen.
Trio Ismena har deltaget i masterclasses hos flere udenlandske kapaciteter bl.a. Tokyo kvartetten, Vermeer kvartetten og medlemmer af Alban Berg kvartetten.
Trioen har desuden modtaget regelmæssig undervisning af professor ved konservatoriet i Lübeck, Shmuel Ashkenasi. Trio Ismena satser målrettet mod at videreuddanne sig som ensemble og opsøge den bedst mulige undervisning. Det er lykkedes idet de alle tre er blevet optaget på kammermusiklinien på konservatoriet i Basel.
Trioen er prismodtager ved P2s kammermusikkonkurrence 2006.

Program:
Haydn: Trio nr. 44. XV:28
Brahms: C-dur, opus 87 samt 1. sats af H-dur, opus 8
Nicolai Worsaae Rasmussen: ”Ancient Neorain”.

Programnoter:
Haydns klavertrio nr. 44 stammer fra et sæt af trioer han skrev under sit andet ophold i London i 1794-5. De har det fælles træk at klaveret har hovedrollen i så høj grad at det næsten er klaversonater med akkompagnement af violin and cello.

Nicolai Worsaae har studeret komposition på DKDM siden 2002. Trio Ismena uropførte hans klavertrio “Ancient Neonrain” ved P2´s kammermusik-konkurrence.

Sædvanligvis bliver der kun spillet komplette værker ved musikforeningens koncerter, men denne gang får vi kun første sats af Brahms´ klavertrio opus 8. Trio Ismena vil gerne have den med, da de skal indspille den om kort tid og derfor gerne vil spille den ved koncerter nogle gange forinden. Med en varighed på 15 minutter kan satsen sagtens stå alene. Efter pausen får vi en komplet trio af Brahms, nemlig nr. 2 opus 87. Brahms var uhyre selvkritisk, men efter at have arbejdet på den gennem to år, var han selv tilfreds med resultatet.