2012 – 2013: Den Danske Strygekvartet

den_danske_strygekvartet

Rune Tonsgaard Sørensen, violin – Frederik Øland, violin – Asbjørn Nørgaard, bratsch – Fredrik Sjølin, cello

Kvartetten optrådte oprindeligt under navnet Den unge danske Strygekvartet, men har nu slået sin status som landets førende strygekvartet fast, så de har med sindsro kunnet videreføre det traditionsrige navn.

Kvartetten blev stiftet i vinteren 2001 og debuterede på Copenhagen Summer Festival i 2002. I løbet af kort tid gjorde kvartetten sig med sin engagerede og medrivende stil bemærket vidt omkring, og ensemblet blev hurtigt etableret som noget af det mest lovende i den klassiske musikverden i lang tid. Efter sejren i P2’s kammermusikkonkurrence i 2004, blev kvartettens gode renomme i Danmark cementeret, og siden har Den Danske Strygekvartet været en hyppig gæst på såvel danske som internationale kammermusikscener.

Den Danske Strygekvartet har adskillige succesfulde konkurrencedeltagelser bag sig. Som det yngste ensemble nogensinde vandt kvartetten i februar 2004 1. pris såvel som publikumspris ved P2’s kammermusikkonkurrence, og kvartetten vandt i løbet af de næste 2 måneder 1. pris i yderligere to konkurrencer (Vagn Holmboe strygekvartetkonkurrence samt Charles Hennen International Chamber Music Competition i Holland). Siden har Den Danske Strygekvartet i 2005 vundet 1. prisen og publikumsprisen i Trondheim International String Quartet Competition samt 1. prisen og fire specialpriser ved 11th London International String Quartet Competition i april 2009.

Danmarks Radio udnævnte i 2006 Den Danske Strygekvartet til DR-kunstnere, og det medførte blandt andet solooptrædener med Danmarks Radios Symfoniorkester og DR Radiounderholdnings-orkestret. Det gav desuden også Den Danske Strygekvartet muligheden for at anvende Radiohusets koncertsal til at indspille Carl Nielsens samlede strygekvartetter for pladeselskabet Dacapo. De to cd’er udkom i 2007 og 2008 til overvældende anmelderroser.

Fra 2013/14-sæsonen og tre år frem vil Den Danske Strygekvartet være en del af det prestigefyldte Chamber Music Society of Lincoln Centers program. I løbet af de tre sæsoner vil ensemblet turnere i USA og i udlandet, indspille cd, blive radio- og tv-transmitteret og medvirke i diverse musikformidlingsprojekter.

De to violinister Frederik Øland og Rune Tonsgaard Sørensen har spillet violin siden de var 5 år. De er begge koncertmestre i Sjællands Symfoniorkester og endvidere ansat som lærere ved konservatoriet i København i violin og kammermusik. Rune spiller også folkemusik som medlem af folkemusiktrioen Dreamers Circus.

Bratschist Asbjørn Nørgaard modtog sin første violinundervisning som seks-årig. I 2007 dannede Asbjørn Nørgaard sammen med accordeonisten Andreas Borregaard duoen “Inviolata”. Sammen med kvartetkollegaen Rune Tonsgaard Sørensen er Asbjørn stifter og arrangør af “Brahms Festival Copenhagen”.

Cellisten Fredrik Schøyen Sjölin er vokset op i Trondheim, hvor han som 6-årig fik sin første undervisning. Fredrik har vikarieret som solo-cellist i Trondheim Symfoniorkester og han er blevet inviteret som vikarierende solo-cellist i Australian Chamber Orchestra.

Hjemmeside: www.danishquartet.com

Koncerten arrangeres i samarbejde med Fredericia Gymnasium.

Program:
Haydn: “Lærkekvartetten”
Ligeti: Kvartet nr. 1
Janacek: Kvartet nr. 1 “Kreutzersonaten”
Skandinavisk folkemusiksuite

Entré: 150 kr. For medlemmer: 100 kr. Børn og unge under 20 år har gratis adgang. Forsalg på Fredericiabilletten.