2005 – 2006: Radiosymfoniorkestrets Blæserkvintet

Radiosymfoniorkestrets Blæserkvintet

I 1998 tog solooboist fra Radiosymfoniorkestret Max Artved initiativet til at danne blæserkvintetten. Den er i dag er et højt respekteret ensemble, der får mange superlativer fra anmelderne. Radiosymfoniorkestrets Blæserkvintet består hovedsagelig af soloblæsere fra Radiosymfoniorkestret. Anna Dina Schick er undtagelsen, da hun er solofløjtenist i Det Kongelige Kapel.
Danmarks Radio har naturligvis lavet koncerttransmissioner med Radiosymfoniorkestrets Blæserkvintet, bl.a. ”Stjernekoncert” med den finske pianist Ralf Gothoni. Samarbejdet med ham har også resulteret i to cd-indspilninger med dels Poulencs sekstet og dels Mozarts og Beethovens klaverkvintetter.
Ensemblet indspiller jævnligt cd’er. Af væsentlige produktioner med dansk musik kan nævnes H. D. Koppel og N. W. Bentzons sekstetter med Nicolai Bentzon på klaver samt Jørgen Jersilds og Carl Nielsens blæserkvintetter.
I det ugentlige program “Building a Library” på BBCs klassiske radiokanal Radio 3 får lytteren udpeget, hvilke klassiske CD indspilninger, man bør have stående på sine CD hylder. Her kåres de ultimative indspilninger af hovedværker indenfor den klassiske musik af BBCs anmeldere. I bedømmelsen af Carl Nielsens blæserkvintet har BBC valgt indspilningen med Radiosymfoniorkesterets Blæserkvintet som den bedste. Det er ikke blot i en redigeret pladeproduktion at ensemblets tolkning fremtræder perfekt. I anmeldelsen af en koncert i Det Kongelige Biblioteks Dronningesal den 4. oktober skriver Thomas Michelsen i Politiken: ”Når de spiller Carl Nielsens kvintet, er der ikke en finger at sætte. Vi fik Carl Nielsen mere krystalklar, end man normalt tror muligt”. Kvintetten er også på programmet ved koncerten den 26. oktober, så der bliver noget at se frem til.
Koncertrækken i ”Den sorte Diamant”, som Det Kongelige Biblioteks tilbygning bliver kaldt, varetages af ”Diamantensemblet”, der består af 10 fremtrædende musikere fra Radiosymfoniorkesteret og Kapellet, men da Max Artved også her er initiativtager, så er det de fem blæsere fra blæserkvintetten, der udgør kernen i ensemblet. Ved den pågældende koncert var der endnu et værk, som bliver gentaget i Fredericia. Det var en uropførelse af et arrangement, som Hans Abrahamsen har lavet af Schumanns 13 klaverstykker ”Kinderscenen”. Thomas Michelsen skriver i anmeldelsen: ”Hans Abrahamsen er en usædvanlig behændig instrumentator af andres musik”. ” Abrahamsens nye farvelægning er lagt til rette med diverse finesser, så melodilinjer diskret skifter kulør efter leje og dynamik”.
Samme anmelder har lyttet til Radiosymfoniorkestrets Blæserkvintets cd med fransk musik, hvorfra der også er en lille smagsprøve på koncertprogrammet, så derfor fortsætter citaterne: ”Frisk som nyklippet grønt græs dufter Iberts ”Trois pièces brèves”, der med frække triller og kildekølig polyfoni munder ud i dansende melodier. Middelalderinspiration og præg af Stravinskys neoklassisisme i Milhauds ”La cheminée du roi René” er lige en sag for kvintetten”. Denne cd er udgivet på plademærket Naxos. Den var oprindelig tiltænkt det danske plademarked, men da pladeselskabet hørte hvor god den var, blev den udsendt over hele verden.

Max Artved er født i 1965. Siden sin solistdebut i 1990 1. solooboist i Radiosymfoniorkestret. Af betydelige musikpriser kan nævnes Musikanmeldernes Kunstnerpris, Jakob Gades Musikpris, Gladsaxe Musikpris og Frits Busch Mindelegat.
Max Artved har studeret i London hos Gordon Hunt, i Paris hos Maurice Bourque og på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos professor Jørgen Hammergaard.
Han udsendte i 1996 sammen med den danske pianist Per Salo sin første solo CD på plademærket Dacapo med musik af bl.a. Carl Nielsen, Vagn Holmboe og Per Nørgaard. Ligeledes for Dacapo har han indspillet flere obokoncerter af danske komponister, deriblandt Vagn Holmboes obokoncert og dobbeltkoncerten for obo og bratsch samt Fini Henriques 3 koncertstykker med henholdsvis Underholdningsorkestret og Helsingborg Symfoniorkester. Han har været solist med Helsingborg Symfoniorkester og Radiosymfoniorkestret i bl.a. Mozart og Strauss obokoncerter.
Max Artved indspiller desuden Schumanns samlede værker for obo og klaver samt Mozarts obokvartet og obokvintet med bl.a. Radiosymfoniorkestrets tre koncertmestre: Elise Båtnes – violin, Claus Myrup – bratsch og Stanimir Todorov – cello.

Anna Dina Schick, en af Europa’s ledende fløjtenister i hendes generation, fuldførte sine studier i New York hos Jeanne Baxtresser, efter at have bestået sin eksamen med udmærkelse fra Musikhochschule i Stuttgart og München, hvor hun studerede hos Paul Meissen og Jean-Claude Gérard.
Efter at have opnået stor succes i både nationale og internationale konkurrencer, bl.a. flere 1. priser i German National Youth Competition og 5. pris i “International Music Competition Pacem In Terris Bayreuth”, er Anna nu meget aktiv både som solist og kammermusiker. Hun har optrådt som solist med bl.a. Estonian Chamber Orchestra og Bohemian Chamber Orchestra.
Anna Dina Schick er meget efterspurgt som lærer, og sammen med pianisten Cordula Hacke har hun givet flere højt roste koncerter ved “Darmstädter Tage für Neue Musik”, “Holland Music Sessions” og “Arkandor Music Festival” i Canada.
Anna er en erfaren orkestermusiker. Hun har arbejdet i bl.a. Bayerns Radio Symfoniorkester i München under ledelse af Lorin Maazel og Ricardo Muti og i Bayerns Statsopera’s Orkester.
I 1998 blev Anna Dina Schick ansat som 1. solofløjtenist i Det Kongelige Kapel.

Søren Elbo, født 1961, begyndte at spille klarinet i Tivoligarden, student fra Sankt Annæ Gymnasium, diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1988 og debut fra Solistklassen sammesteds i 1993. Han har desuden studeret i London hos Anthony Pay, Thea King og Michael Collins.
Søren Elbo blev ansat i Aalborg Symfoniorkester i 1988 og blev soloklarinettist i 1993. Han kom til Radiosymfoniorkestret i 1997.
Fra ´88 til ´97 underviste han på Nordjysk Musikkonservatorium og er nu lærer på Det Kgl. danske Musikkonservatorium.
Som solist har Søren Elbo spillet bl.a. koncerter af Carl Nielsen og Carl Maria von Weber med Sjællands Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester.

Jens Tofte-Hansen er født i 1949. Han er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos prof. Åge Bredal og har studeret i Rom og hos prof. Roger Birnstingl i Geneve. Han blev ansat i Det Kgl. Kapel i 1971, og siden 1972 har han været 1. solofagottist i Radiosymfoniorkestret. Han har desuden været solist ved flere Torsdagskoncerter.

Henning Due Hansen er født i 1960. Begyndte at spille horn som 10-årig og blev optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1977, hvor han modtog undervisning af Ingbert Michelsen og Bjørn Fosdal. Han har desuden studeret i Wien hos prof. Roland Berger.
Henning Due Hansen blev i 1980 ansat i Sjællands Symfoniorkester og kom i 1981 til Radiosymfoniorkestret, hvor han siden 1986 har været solohornist. Han er også medlem af Royal Danish Brass, som han har turneret med i det meste af Europa samt i USA.
Henning Due Hansen har optrådt som solist i værker af Joseph Haydn og Friedrich Kuhlau med Collegium Musicum og Louisiana Kammerorkester. Han har også været solist en enkelt gang med Radiosymfoniorkestret. Han har modtaget bl.a. Jakob Gades Legat.

Ensemblets hjemmeside: www.rso-kvintet.dk

Program:
Franz Danzi: Blæserkvintet, g-mol, opus 56 nr. 2
Robert Schumann: Kinderszenen (arrangement: Hans Abrahamsen)
Jacques Ibert: Trois pièces brèves
Carl Nielsen: Blæserkvintet