Fredericia Byorkester har til forårskoncerten tirsdag den 8. maj kl. 20 fået fat på en solist, der ikke blot er kendt, men som vist alle kender, nemlig Sigurd Barrett. Han tager sin kone Winnie med. Hun er knap så kendt, men ikke desto mindre er hun en erfaren operasangerinde, der har optrådt i adskillige store partier.
Sigurd Barrett startede sin musikalske karriere tidligt. Allerede som toårig gjorde han sine første forsøg med klaverets tangenter og han skrev sine første sange som seksårig. Han havde sit første professionelle job som tolvårig.
I 1980’erne var det med discoorkesteret California, der spillede over 400 job og med andre band såsom latinensemblet Trio de Janeiro. I øjeblikket har han meget travlt med at spille jazzpianisten Leo Mathisens musik i orkestrene ”Sigurd Barrett and the Cigars” og ”The Sigurd Barrett Piano Show”.
Efter en musisk studentereksamen tog Barrett hovedfagseksamen i musikvidenskab fra Aarhus Universitet. Specialet handlede om russisk rockmusik og indbragte ham topkarakteren 13.
Sin debut som tv-vært fik han på TV 2 i 1995, men det var på DR TV, han slog igennem. I begyndelsen sad den glade Sigurd alene bag et klaver med sit tøjdyr, Bjørn, som hurtigt blev børnenes favorit. Det har udviklet sig til et rent imperium af tv-programmer, ud over “Sigurds Bjørnetime” kan man nævne “Hit med sangen”, “Sigurds Ulvetime” og “Sigurd & Symfoniorkestret”. Udsendelsernes popularitet bliver afspejlet i et stort antal cd’er, bøger og merchandise, der udgives i tilknytning til dem. Det er blevet til ikke mindre end 17 bøger.
Sigurd og Winnie Barrett har fem børn. De har givet ham mange idéer til nye sange og numre til Sigurds Bjørnetime i de ti år, det hidtil har kørt.
Sigurd Barrett har en mission, der handler om at dele sin musikglæde med børn. Han gør det ved at præsentere børnene for den absolut bedste musik, han kan komme i tanke om. Sigurd Barretts motto lyder: Børn skal have det bedste.
”Hvis de er vant til at få det bedste, fra de er små, bliver de gode smagsdommere også som voksne. Jeg synes, det er utrolig vigtigt at holde fast i at lave kvalitet, at lave noget der er holdbart og eviggyldigt. Og så prøver jeg bare at tage børnene alvorligt. At tale til dem med respekt og i øjenhøjde. Det er så vigtigt, synes jeg”, siger Sigurd Barrett, som mener, at det har den positive effekt, at børnene føler sig hørt og respekteret.
For nogle år siden satte han sig for, at præsentere børnene for instrumenterne i et symfoniorkester. Det blev til 15 prisbelønnede tv-programmer med Radioens Symfoniorkester, og cd’en “Sigurd og Symfoniorkestret” høstede en dansk Grammy for årets bedste børne-cd. Han var i fjor på en stor koncertturne i Kina med Radiosymfoniorkesteret.
”Det var virkelig stort. Vi var blandt andet på kinesisk tv, som har over en milliard seere”, fortæller Sigurd Barrett.
Det hele begyndte for syv – otte år siden da Sigurd fik en opringning fra Sønderjyllands Symfoniorkester: ”Det var Sønderjyllands Symfoniorkester, der første gang ringede til mig og bad mig stille op til en børnekoncert. Og det har jo ført en del med sig. Jeg havde lavet Sigurds Bjørnetime på tv, og symfoniorkestret ville have mig med på sin juleturné. Det var godt set af orkestret, og det blev en fantastisk oplevelse”, fortæller Sigurd Barrett. Det var på den måde, han blev inspireret til at formidle klassisk musik til børn. Siden har han optrådt med de fleste af landets symfoniorkestre.
Nu er turen også kommet til Fredericia Byorkester. Orkestret og Sigurd Barrett har valgt at lave en aftenkoncert, der primært er henvendt til et voksent publikum. Der bliver dog også numre, der er kendt fra “Sigurd & Symfoniorkestret” – f.eks. ”Hornsangen” med 17-årige Anne Sophie Broholt Jensen som solist. Hun vandt i 2006 Syddansk Talentkonkurrence i gruppen for talentfulde musikskoleelever samt modtog Jacob Gade-fondens talentpris på 45.000 kr.
Sigurds kone Winnie Merete Barrett er ligeledes solist. Hun er sopran med en uddannelse fra Det Jydske Musikkonservatorium, som hun forlod med solistdebut i 2000. Hun har haft flere roller i Den Ny Opera fra Esbjerg bl.a. Fiordiligi i ”Cosí fan tutte”, Rosalinde i ”Flagermusen”, Alice Ford i ”Falstaff”, Diana i ”Orfeus i Underverden” og Grevinden i “Figaros Bryllup.
Sigurd Barretts hjemmeside: www.sigurd-barrett.dk
Orkestrets hjemmeside: www.fredericiabyorkester.dk