2007 – 2008: Den fynske Blæserkvintet

img_3475c-copyDen fynske Blæserkvintet så dagens lys i 1969. Odense Symfoniorkester var netop blevet udvidet og nye, initiativrige orkestermedlemmer fandt sammen om kammermusikken. Den dag i dag føres ensemblet videre af solotræblæserne fra Odense Symfoniorkester. Sammensætningen fløjte, obo, klarinet, waldhorn og fagot er ikke nem at ensrette, men gennem et tæt, dagligt musikalsk samarbejde på de respektive solopladser i Odense Symfoniorkester, har ensemblet fundet frem til dets særlige musikalske profil og således opnået en enestående fælles forståelse i udtryk, klang og frasering. De meget forskelligt klingende instrumenter giver dog samtidig nogle helt enestående musikalske muligheder, som man ikke finder magen til i andre typer ensembler, og mange komponister har fundet inspiration til nogle enestående værker for netop denne instrumentkonstellation.

I 1990 debuterede Rune Most, fløjte, fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse. Han er i dag solofløjtenist i Odense Symfoniorkester og lærer på Det fynske Musikkonservatorium. Gennem årene har musikken bragt ham til Kina, Rusland, Sydamerika, samt mange lande i Europa hvor han har optrådt som solist og kammermusiker og givet masterclass. Adskillige fremtrædende danske komponister har skrevet musik til ham, bl.a. Per Nørgård, Karl-Aage Rasmussen, John Frandsen og Andy Pape. En del af disse værker er indspillet på cd. Det er fortrinsvis kammermusik, men Rune Most har også indspillet cd’er med danske fløjtekoncerter af Carl Nielsen, Herman D. Koppel, Ole Schmidt, Svend S. Schultz og Niels Peter Jensen.

Egils Sefers, klarinet, er født i Letland og er på prøve som Odense Symfoniorkesters soloklarinettist. Han startede sine studier i Riga. Efter at have begyndt studier i USA har han givet et utal af koncerter i byer som Boston, New York, Cleveland, Dallas m.fl. Han har studeret hos Richard Stoltzman, Kjell-Inge Stevenson og andre førende klarinettister. I 2004 spillede han sammen med Gideon Kremer og hans Kremerata Musica. Han er efterspurgt blandt mange orkestre og har spillet i orkestre som Det finske Radioorkester og Malmø symfoniorkester. Egils Sefers har vundet flere internationale konkurrencer bl.a. i Prag og Letland.

Henrik Skotte Larsen, obo, har studeret på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Efter to års studier vandt han stillingen som soloengelskhornist i Det Kgl. Kapel. Fem år senere vandt han stillingen som 1. solooboist i Odense Symfoniorkester. I mellemtiden har Henrik Skotte Larsen studeret hos Gordon Hunt i London. Han en flittig kammermusiker og har optrådt på kammer-musikfestivaler her i blandt Kuhmofestival i Finland.

Steen Madsen er 2. solohornist i Odense Symfoniorkester, hvor han har været ansat siden 1988. Han tog diplomeksamen i 1986 fra Vestjysk Musikkonservatorium. I studietiden var han i en periode medlem af EU’s ungdomssymfoniorkester. Ved siden af sit arbejde i Odense Symfoniorkester spiller han kammermusik.

Morten Østergaard, fagot, er uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium. Efter 4. studieår konkurrerede han sig til et års kontrakt i den svenske blæserkvintet Mälarkvintetten og fortsatte herefter to års studier hos professor Knut Sønstevold ved Kungliga Musikhögskolan i Stockholm.
I 1995 vandt Morten sammen med Stockholms fagotkvartet, Särimner, førsteprisen ved den første Internationale Fagotkvartetkonkurrence som blev afholdt i Berlin.
Morten Østergaard har været ansat for et år som alternerende solofagottist i Sveriges Radiosymfoniorkester og har siden 2000 været ansat som solofagottist i Odense Symfoniorkester.

Ole Bartholin Kiilerich studerer i øjeblikket på solistklassen ved Det Fynske Musikkonservatorium efter sidste år at have afsluttet diplomuddannelsen samme sted med højeste karakter i samtlige hovedfag. Han har senest været i New York og Boston for at studere ved flere internationalt anerkendte pianister.
Ole Kiilerich er en alsidig pianist, performer og improvisator med en forkærlighed for ny musik. Han har virket som repetitør ved Den Fynske Opera, været solist i Stravinskys “Pétrouchka”-suite med Odense Symfoniorkester, har optrådt ved flere anmelderroste Pro Musica-koncerter i Odense Koncerthus og været klaversolist under Musikhøstfestivalen. Han er nu fast tilknyttet Odense Symfoniorkester som pianist ved orkesterkoncerter. Han indspiller i løbet af næste år et timelange variationsværk for soloklaver af Frederic Rzewski på plademærket Classico.

Program:
Mozart: Blæseroktet i c-mol arr. for blæserkvintet
Herman D. Koppel: Sekstet
Peter Rasmussen: Blæserkvintet
Francis Poulenc: Sekstet.