Nytårskoncert
Onsdag den 11. januar kl. 20.00
Fredericia Teater
Prinsessegade 29, Fredericia
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Kristiina Poska
Solister: Dénise Beck, sopran – Bo Kristian Jensen, tenor
Der er fejende wienervalse, virtuose koleraturer og smægtende tenortoner på programmet. Strauss-dynastiets evigt unge valse, polkaer og galopper står i centrum, tilsat vor egen H.C. Lumbye. Det bliver således en ”rigtig” nytårskoncert, som vi kender den fra tv-transmissionerne fra Wien.
Foran orkestret kommer der to unge talentfulde sangsolister, der allerede er i fuld gang med en karriere på operascenerne: sopranen Dénise Beck og tenoren Bo Kristian Jensen. Der vil selvfølgelig også stå en dirigent. Hun vil være lige så ung og talentfuld: Kristiina Poska.
Kristiina Poska er en estisk dirigent med base i Berlin.
I 2010 dirigerede hun en meget populær opsætning af La boheme på Brandenburg Teatret og La Traviata på Den komiske Opera i Berlin. Her har hun siden 2012 været ansat som fast dirigent og kapelmester med en lang række anmelderroste opsætninger. 2012 var ligeledes året, hvor hun modtog publikumsprisen og 3. præmie i Malko-konkurrencen, DR’s prestigefulde internationale konkurrence for unge dirigenter. I 2013 modtog hun det tyske Musikråds dirigentpris.
Poska har indtaget podiet som gæstedirigent for bl.a. Det Estiske Nationalorkester, Magdeburg Filharmonikerne, Beograd Filharmonikerne og Göteborg Symfonikerne.
Sopranen Dénise Beck er selvskrevet som sangsolist ved en nytårskoncert. Hun er nemlig uddannet i Wien og har været solist i Wiener Symfonikernes Strauss-ensemble.
Hun har sunget på operascener i Wien, Salzburg, Tokyo, Berlin, Oslo og København.
I somrene 2013 og 2014 sang Dénise Beck partiet som Papagena i Mozarts Tryllefløjten ved de berømte festspil i Bregenz. Opsætningen er udgivet på dvd.
Dénise Beck er også med i cd-udgivelsen af Schierbecks opera „Fête Galante“ og Carl Nielsens „Maskarade“, hvor hun synger Leonora.
Dénise Beck har modtaget både P2 Talentprisen og Sonning Talentprisen samt Axel Schiötz prisen.
Tenor Bo Kristian Jensen uddannede sig i Ohio og siden på Opera-Akademiet i København. Han var medlem af solistensemblet på Det Kgl. Teater i perioden 2006-2012.
Det er også blevet til markante roller i produktioner ved operafestivalen i Aix-en-Provence, promenadekoncerterne i Royal Albert Hall i London, Deutsche Oper am Rhein og Den Jyske Opera. På Det Ny Teater sang Bo Fantomet i Andrew Lloyd Webbers Love Never Dies. Han er desuden en efterspurgt oratorie-sanger.
Billetsalg
Billetterne kan købes i Fredericia Velkomstcenter (Bibliotek og Turistbureau) eller på www.fredericiateater.dk.
Billetpriser: 160 kr. – 190 kr. – 220 kr. + forsalgsgebyr.
Medlemspriser: 110 kr. – 140 kr. – 170 kr. + forsalgsgebyr.
Gem billetten! Der er gratis adgang til en af Fredericia Musikforenings øvrige koncerter i foråret mod fremvisning af billetten til nytårskoncerten.