2022 – 2023 Københavns Drengekor

Søndag den 9. oktober kl. 19.30
Trinitatis Kirke, Kongensgade 39 B, Fredericia

Københavns Drengekor

Københavns Drengekor består af 60-80 veluddannede drengesangere og 30 professionelle mandskorsangere. Koret dirigeres af Carsten Seyer-Hansen.

Københavns Drengekor tilhører verdenseliten blandt drengekor og i 2024 kan koret fejre 100 år.
Drengene går på Københavns Kommunes sangskole, der er tilknyttet Sankt Annæ Gymnasium. Her får de professionel sangtræning som en integreret del af deres almindelige skolegang.

Koret synger ved gudstjenester og koncerter i Københavns Domkirke. Koret har betegnelsen ”Det Kongelige Kantori” Titlen betyder, at koret ved særlige arrangementer og udlandsrejser akkompagnerer Det danske kongehus.

Med et vidtspændende repertoire fra den allertidligste flerstemmighed til bestillingsværker af vor tids komponister har koret vundet ry som et af de fineste af sin art. Koret har givet koncerter i alle dele af verden, deltaget i produktioner for radio og fjernsyn og udgivet en lang række cd-er.


Koncertens hovedværk er Gabriel Faurés verdensberømte Requiem for kor, solister og orgel, der hører til korlitteraturens mest elskede værker. Satserne er korte og fredelige, og udtrykket er på én og samme tid melankolsk og trøstende. Centralt i requiet står satsen ”Pie Jesu” for sopransolist, her sunget af Harald Jensen.

Ved koncerten synger koret desuden Faurés Cantique de Jean Racine, Panis Angelicus af Cesár Franck og Brahms Geistliches Lied.

Koncerten arrangeres i samarbejde med Trinitatis Kirke.

Entré: 100 kr. Der er forsalg på Trinitatis Kirkes hjemmeside.