Onsdag den 13. september kl. 19.00
Fredericia Bibliotek, Prinsessegade 27, Fredericia
Operaeksperten og musikformidleren Henrik Engelbrecht har beskrevet den danske operahistorie i bogen ” Opera i Danmark 1634-2005”. Han kan derfor tage os med på en forrygende rejse gennem den danske musikteaterhistorie – fra Christian 4.s første operaforsøg i forbindelse med et gigantisk drukorgie i 1634 frem til åbningen af Operaen på Holmen i 2005. Han fortæller om både katastrofepremierer, konkurser, vild fandyrkelse, svindel og landsforvisninger. Undervejs møder vi de centrale personer, skæbner og begivenheder i historien; sangere, teaterchefer, konger, kapelmestre, komponister, instruktører, ildsjæle og smagsdommere – vi ser operasangere få fængselsstraf for pjæk og er vidner til slagsmål både på scenen og blandt publikum.
Henrik Engelbrecht er ikke blot operaekspert, men også en pragtfuld historiefortæller.
Foredraget arrangeres i samarbejde med Fredericia Bibliotek.
Entré: 50 kr. Billetter skal købes i forvejen på bibliotekets hjemmeside.