Fredericia Musikforening slutter sæsonen med en koncert, der bliver lidt ud over det sædvanlige. Vi har kaldt den for ”Café Zimmermann”, da Tøjhusets koncertsal bliver omdannet til café. Baggrunden er, at Bachs ”Kaffekantate” er på programmet. I 1700 tallet kom kaffen til det nordlige Europa og det blev ”in” at drikke kaffe. Man mødtes i byens kaffehuse og lod sig se. Der var også undertiden musikalsk underholdning. I Leipzig spillede ”Collegium Musicum” på de største af byens kaffehuse. Bach overtog ledelsen af ensemblet i 1729. Da han i 1734 skulle levere underholdningen i Gottfried Zimmermanns kaffehus blev det en musikalsk spøg om kaffens fortræffeligheder. Søndag den 17. april vil vi forsøge at genskabe stemningen i et kaffehus på Bachs tid, medens vi lytter til ”Kaffekantaten” og ”Bondekantaten”.
Inden koncerten vil højskolelærer Janne Kalkar introducere musikken. Det bliver kl. 15. Koncerten forventes at begynde omkring kl. 16.
Kantaterne opføres af tre sangsolister og syv musikere, der udgør orkestret. De er håndplukkede til netop denne koncert. De har base i det århusianske musikliv, hvor de er blandt de bedste og mest rutinerede musikere. Der er ikke plads til en præsentation af dem alle, men mange vil genkende Lars Thodberg Bertelsen, der har givet koncert i musikforeningen flere gange tidligere.
Som allerede nævnt bliver der serveret kaffe. Så hører der også en kage til. Vi har fået ”Guldbageren” i Jyllandsgade til at kreere en særlig kage til lejligheden. Der bliver en lille konkurrence blandt de fremmødte koncertgængere om det bedste navn til denne kage. Præmien er et gavekort til ”Guldbageren”. På grund af forberedelserne til dette arrangement, er det nødvendigt at forudbestille billetterne som inkluderer kaffe/the og kage.
Billetterne kan forudbestilles senest torsdag den 14. april hos formanden Birte Reese, Lunddalvej 39, 7000 Fredericia – tlf. 75 94 22 84 efter kl. 19.30 eller e-mail til: br@fredericiamusikforening.dk
Kantate Nr. 211 “Schweigt stille, plaudert nicht” (Kaffekantate)
Bach skrev ingen operaer, men det er lige før kaffekantaten bliver til en lille komisk opera. Det er en munter sketch, som man sagtens kan give en scenisk opførelse. Faderen Schlendrian er en Jeronimus-type, der ikke kan forlige sig med at datteren Lieschen er blevet afhængig af det nye stimulerende stof kaffe. Hun priser kaffen i høje toner. Den er bedre end tusind kys (“Ei! wie schmeckt der Coffee susse”). Arien med fløjteakkompagnement er faktisk en Bachs smukkeste! Faderen truer med at hun ikke må få smykker eller den fiskebenskjole, der er moderne eller bare gå og spadsere. Det anfægter ikke Lieschen. Først da faderen lover at skaffe hende en mand, hvis hun holder op med at drikke kaffe, bliver hun ude af sig selv af glæde og forventning (“Heute noch”). Hun sørger dog for at bejlerne får at vide, at de ikke har en chance, hvis ikke der kommer til at stå i ægteskabskontrakten, at hun må drikke al den kaffe hun har lyst til! Den afsluttende sang rummer erkendelsen, at kvinder forbliver kaffesøstre ligesom katte forbliver musefængere!
Kantate Nr. 212 “Mer hahn en neue Oberkeet” (Bondekantate)
Bach havde et tæt samarbejde med tekstforfatteren Christian Friedrich Henrici, der kaldte sig Picander. Han skrev teksten til Kaffekantaten og adskillige andre af Bachs kantater og passioner. Han var skatteopkræver af profession. I 1742 fik han ny chef, idet Carl Heinrich von Dieskau arvede flere godser i nærheden af Leipzig. Han blev herved også ansvarlig for skatteinddrivelsen. Picander ville naturligvis gerne stå på en god fod med ham og skrev derfor en hyldestkantate, som han fik Bach til at sætte musik til. Sammen med en flok studenter og musikvenner drog de ud til herregården og opførte kantaten den 30. august, hvor kammerherre von Dieskau fejrede sin 36 års fødselsdag. Picander har ikke villet stille sig alt for ydmyg og underdanig an, så han har lavet en munter, uhøjtidelig tekst hvor en bondepige (sopran) og en bondekarl (baryton) synger om deres nye herre og beder om at han ikke plukker dem i skat! I begyndelsen synger de på dialekt, men det hører hurtigt op, så teksten bliver forståelig. Bach går med på spøgen. Ouverturen er en række danse, der afløser hinanden uden overgange, som om det var landsbymusikanter, der spillede til dans. Bach bruger mange citater fra tidens populære musik. I de to store kunstfærdige arier, hvor fyrsten skal hyldes, laver sangerne sjov med, at de nu er nødt til at skifte fra den grove bondemusik og til at synge ”fint” ligesom inde i byen. Til sidst slår de sig rigtig løs, for nu skal alle hen på kroen og drikke til lystig sækkepibemusik!