2014 – 2015: Trio Zoom

trio-zoom

Tanja Zapolski, klaver – Stefan Baur, saxofon og Ying-Hsueh Chen, slagtøj.

Med instrumenterne klaver, saxofon og slagtøj repræsenterer trioen et klassisk ensemble, der har en stor kærlighed til og respekt for den klassiske tradition og samtidig en vision for fremtiden: at formidle den klassiske musik tradition med friskhed, en innovativ lyd og et stærkt visuelt udtryk. Desuden at inkludere nye og gamle folkloristiske strømninger fra bl.a. Østen, Balkan og Argentina.

Trio Zoom er 3 karismatiske solister forenet i virtuos, sitrende og inderlig klassisk kammermusik i opdateret form. Trioen har en international profil med Danmark som base og med rødder i Rusland, Ukraine, Taiwan og Kina. Musikerne har desuden lange studier bag sig på bl.a. Juilliard School, New York, og Conservatorium Van Amsterdam.

Koncerten arrangeres i samarbejde med Fredericia Gymnasium.

Tanja Zapolski blev født i det tidligere Sovjetunionen. Musikken har fyldt meget i hendes barndom og allerede som 8-årig optrådte Tanja som solist med et symfoniorkester. Kort efter at Tanja flyttede til Danmark som 12-årig, begyndte hun at studere hos professor Anne Øland. Tanja blev optaget på Det kgl. Danske Musikkonservatorium da hun var 15 år og afsluttede uddannelsen hos Amalie Malling med en anmelderrost debutkoncert i 2008. På samme tid blev Tanja optaget på Anton Rubinstein Akademie I Tyskland.
Tanja har vundet mange konkurrencer i Danmark og i udlandet, bl.a. 3 gange 1. pris i Steinway & Sons Klaverkonkurrencer, 1. pris i Nordens Talent i Oslo, 1. pris i International Competition for Young Performers.
Tanja har spillet utallige koncerter i Norden, USA, Tyskland, Ukraine, Rusland og Polen.
Udover solist virksomheden, spiller Tanja kammermusik i vidt forskellige sammenhænge. Fra de helt klassiske besætninger til de mere eksperimenterende.

Stefan Baur er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med debutkoncert i 2007. Han har desuden taget diplomeksamen fra DKDM og både pædagogisk- og diplomeksamen fra Conservatorium Van Amsterdam hos virtuosen Arno Bornkamp. Desuden har han læst musikvidenskab i 3 år på Københavns Universitet.
Som musiker er han aktiv som solist, kammermusiker og assistent i danske og svenske symfoniorkestre. Han virker til daglig i bl.a. Trio Zoom, Dansk Saxofonkvartet og ensemble Scenatet, med hvilke han jævnligt optræder i både ind- og udland. Han har uropført mange værker for saxofon. Hans koncertvirksomhed har indtil nu bragt ham til bl.a. Japan, Østrig, Belgien, Tyskland, Polen og Rusland.
Udover koncertvirksomheden fungerer han som underviser på Det Jyske Musikkonservatorium.

Ying-Hsueh Chen, slagtøjsspiller fra Taiwan, afsluttede i sommer 2008 sin master på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med topkarakteren 12. Hun er efterfølgende optaget i solistklassen hos Gert Mortensen. Ying-Hsueh Chen har tidligere studeret slagtøj i 7 år i USA. Fra 2002-2006 studerede hun med fuldt scholarship på Juilliard School i New York, hvorfra hun har en bachelorgrad.
Hun er en aktiv solist og kammermusiker og har vundet adskillige priser, bl.a. vandt hun Apsen Music Festival marimba competition i 2002 og fik 2. pris ved Spotlight Award i 2002.
Hun har været solist med Idyllwild Arts Academy og med Juillard Percussion Ensemble og som kammermusiker har hun bl.a. optrådt på Focus Festival i New York, på Saint-Louis Percussion Festival og Andsnes Project i Carnegie Hall (med Leif-Ove Andsnes).
I Danmark har Ying-Hsueh spillet en marimbakoncert og slagtøj solo til Nytårskoncert 2010 med Diamantensemblet i Den Sorte Diamant. Hun har i øvrigt assisteret i DR Underholdingsorkestret.

Program
Værker af f’ølgende komponister:
Graham Fitkin (1963 – )
Manuel de Falla (1876 – 1946)
Claude Debussy (1862 – 1918)
Astor Piazzolla (1921 – 1992)
Maurice Ravel (1875 – 1937)
Guo Wenjing (1956 – )
Nebojsa Joavan Zivkovich (1962 – )
Jean Matitia (1952 – )

Trio Zooms hjemmeside