2009 – 2010: Kroger Kvartetten

krogerKroger Kvartetten består for tiden af Alexander Øllgaard og Maj Kullberg på violiner, Magda Stevenson på bratsch og Johan Theorin på cello.
Magda Stevenson er ikke fast medlem af kvartetten. Hun er afløser for Stine Hasbirk, der har skåret sig så alvorligt i hånden, at hun er ude af stand til at spille i flere måneder. Magda Stevenson har erfaring fra kvartetspil i Paizo Kvartetten. Hun er desuden solobratschist i DR Underholdningsorkestret.

Musikerne i kvartetten er internationalt uddannede, og de har som ensemble modtaget undervisning af Tim Frederiksen i København og David Takeno i London. Kroger Kvartetten har også deltaget i masterclasses med medlemmer af Alban Berg Kvartetten, Tokyo Kvartetten, Amadeus Kvartetten og Chilingirian Kvartetten.

Kroger Kvartetten blev dannet i 1999 i København. Siden sin debut ved Festival for Ny Dansk Musik i Bloomington, USA har kvartetten vakt stor opmærksomhed i ind- og udland.
Kroger Kvartetten er prisvinder i Danmarks Radios Kammermusikkonkurrence 2004.

Kroger Kvartettens alsidige repertoire strækker sig fra den klassiske kvartetlitteratur til den helt ny musik, som har kvartettens særlige interesse. Kvartetten har således markeret sig som ambassadør for ny dansk musik i udlandet. Med koncerter på internationale festivals som Aldeburgh Festival , Euroart Prague Festival og Nordisk Musikfestival i Madrid samt koncerter i USA og Europa.
Kvartetten har spillet adskillige førsteopførelser og uropførelser. Kvartetten har især et tæt samarbejde med komponisten Per Nørgård, hvis 7.og 10. strygekvartet er tilegnet Kroger Kvartetten. En indspilning af Nørgårds 4 sidste strygekvartetter udkom i sommeren 2008 på pladeselskabet Dacapo. Den er blevet rost til skyerne i dansk og international presse.

Thomas Michelsen skrev således i Politiken: “Denne cd er endnu et eksempel på, at forrige generationer af musikere – al ære være med dem – endnu ikke havde nået loftet for kvalitetsspil. Sådan her havde man aldrig hørt samtidsmusik spillet for bare en generation siden. Det er tordnende præcist, og musikken fortjener det”.

Jakob Holm anmeldte den i Kristeligt Dagblad: “Denne cd bliver en fremtidig klassiker, en af dem, man vil tale om, referere til og konstant holde op som standarden inden for de pågældende værker. Der er oven i købet tale om en debut, da det er Kroger Kvartettens første cd-udgivelse, men med denne indspilning af Per Nørgårds seneste strygekvartetter, nr. 7 til 10, beviser de, at de hører til blandt de bedst spillende kvartetter overhovedet. At kvaliteten er så ypperlig, hænger givet også sammen med den specielle relation mellem komponist og kvartet: Nørgård har dedikeret nr. 7 og 10 til kvartetten, som har været i løbende dialog med komponisten undervejs. Resultatet en af de mest gennemarbejdede cd-udgivelser hørt meget længe”. Cd’en modtog P2 Prisen som årets bedste udgivelse med ny musik.

Der var oprindelig sat en af Per Nørgårds strygekvartetter på programmet til koncerten i Fredericia, men den er blevet erstattet af Bent Sørensens “The Lady of Shalott” på grund af at Magda Stevenson er afløser.

Program:
Beethoven: Strygekvartet opus 18:2 i G-dur
Bent Sørensen: “The Lady of Shalott”
Carl Nielsen: Strygekvartet opus 5 i f-mol.

Læs mere om kvartetten og de enkelte medlemmer på hjemmesiden www.krogerkvartetten.dk

Koncerten bliver optaget af DR til udsendelse i P2 Koncerten den 6.4. kl. 19.30 med optakt fra kl. 19.00.